Per Clausen

Dan Jørgensen

Socialdemokraterne

1) Bør der indføres et totalt forbud mod forsøg på primater? 

Dan Jørgensen: Ja, primater er højtstående intelligente dyr og derfor skal der hurtigst muligt ske en udfasning af dyreforsøg på primater. Tilhængerne af denne slags forsøg siger, at der ikke findes alternativer, og at dyrene ikke lider. Begge dele er forkert.

Derfor vil jeg i forbindelse med revisionen af EU’s dyreforsøgslovgivning som skal gennemføres i efteråret 2009 arbejde for at støtte Animas krav om at forbyde forsøg på primater.

2) Mener du, at EU bør indføre forbud mod brug af dyreforsøg til ikke-medicinske formål? 

Dan Jørgensen: Ja, helt generelt arbejder jeg for at man bruger alternativer til dyreforsøg, hvor det er muligt. Og det er det stort set overalt. Jeg har derfor også været med til at foreslå tvungen brug af alternativer til dyreforsøg i EU’s store kemikalielovgivning REACH og i EU’s kosmetikdirektiv. Ligesom jeg har arbejdet hårdt for at sprede kendskabet til dette område i EU. Blandt andet ar jeg vært for en konference om alternativer til dyreforsøg hvor blandt andre Jane Goodall deltog og støttede op om det budskab.

3) Mener du, at modficerede bure til æglæggende høns bør forbydes?

Dan Jørgensen: Ja, jeg er modstander af burhøns – også i modificerede bure. Høns har naturlige adfærdsmæssige behov som slet ikke tilgodeses i sådanne bure.

4) Støtter du et EU-forbud mod amputationer (haler, horn, kløer, næb etc.) på raske dyr? 

Dan Jørgensen: Ja, medmindre der kan gives meget gode dyrevelfærdsmæssige grunde til, at det er en god ide rent faktisk at tillade det. Men det skal i givet fald være af hensyn til dyrene og ikke for at landmanden kan få mere profit.

5) Støtter du brugen af transgene dyr i landbrugsproduktion? 

Dan Jørgensen: Nej, vi skal ikke have genmanipulerede dyr. Dyr er levende væsner ikke produktionsapparater der bare skal manipuleres som man lyster.

6) Skal ubedøvet kastration af grise forsat være tilladt? 

Dan Jørgensen: Nej, det skal ikke være tilladt at påføre smågrise den form for smerte. Man gør det angiveligt for at undgå dårlig smag i kødet, men reelt er det et meget lille problem, som slet ikke retfærdiggør, at alle dyr skal igennem sådan en barbarisk behandling.

7) Mener du at forarbejdede produkter der indeholder æg skal deklarere tydeligt under hvilke forhold æggene er produceret (f.eks. skrabeæg, buræg etc.)?

Dan Jørgensen:Ja, jeg har allerede forslået EU-kommissionen sådan et tiltag. Desværre har der ikke været opbakning for forslaget endnu, men jeg kæmper videre.

8) Støtter du et forbud mod import og handel af sælpels med undtagelse af pels fra sæler, der er fanget under ikke kommerciel traditionel jagt? 

Dan Jørgensen: Ja, jeg er blandt den gruppe af EU-parlamentarikere som har presset på for at få denne lovgivning igennem (dog med en undtagelse for innuitfangst)

9) Bør EU tillade import af skind fra dyr, som er fanget i rævesakse (også rævesakse der kategoriseres som humane fælder)? 

Dan Jørgensen:Nej, rævesakse er et barbarisk fangstredskab. Vi skal hverken tillade dem i EU eller tillade import af skind fra ræve, der er fanget i dem.

10) Skal EU fastholde tidsfrister for implementering af allerede vedtagne forbedringer af dyrevelfærd, som træder i kraft fra 2009-2014. Herunder bl.a. forbud mod traditionelle bure til æglæggende høns og forbud mod dyreforsøg til kosmetiske produkter? 

Dan Jørgensen: Ja